LOLERNE
Om Lolerne ved vi ikke meget med sikkerhed, hverken hvorfra de kom, hvorfor de kom, eller hvorfor de slog sig ned netop her. Vi ved heller ikke præcis, hvornår de kom, og om de alle senere drog videre, eller om nogle blev og blandede sig med de lokale og senere ankomne stammer.
Omkring år 6000 før vor tidsregning ved begyndelsen af den Atlantiske tid, steg havet voldsomt på grund af issmeltning, i alt omkring 30 meter. Mange mener i dag, at sagnet om syndfloden skyldes, at havet for 7.500 år siden brød igennem landtangen ved Bosperus og oversvømmede de første store kulturer omkring Sortehavet, der dengang lå 170m. under havets overflade
Her i landet steg havet i perioder over 2m. pr.100 år, et scenario, der, i forhåbentlig mindre målestok, er på vej til at gentage sig med de nuværende menneskeskabte klimaforandringer.
Kom Lolerne vandrende fra Sortehavet, kom de allerede dengang 5.500 år før vor tidsregning, og fortsatte de måske 1000 år senere deres store stenbyggerier i Bretagne, England og Irland, eller var det andre evt. beslægtede folkeslag?
Mange steder på Lolland, havde isen efterladt en mængde, ofte meget store sten, som det den dag i dag kan ses f.eks. i området Skejten ved Fuglsang. De lå frit tilgængelige på marken og ventede på at blive brugt, når tiden var moden, når Lolerne kom for at udbrede deres kultur.
DODEKALITTEN
Uanset hvornår de kom, fandt Lolerne her 12 meget store sten til deres monument over forfædrene, de 12 høvdinge og shamaner eller bare bemærkelsesværdige personligheder, der sang godt.
De 12 stenstøtter blev rejst i en fuldendt cirkel med en diameter på godt 12 loliske favne (ca.28m.).
Stenstøtterne var, ligesom forfædrene, forskellige, idet de viste hver enkelt karakteristiske ansigtstræk. Lolerne var høje, kraftige men slanke folk, mænd på over 2m. var ikke usædvanlige. Stenstøtterne var omkring 3 loliske favne høje (ca. 7m.), og afstanden imellem dem var nogenlunde den samme. De vendte alle ansigterne ind mod midten, som var de forsamlede til rådslagning, ting eller korsang. For det hævdes, at de jævnligt sang sammen, ofte stille men også mere fuldtonende, og at de ved særlige lejligheder sang ud over landskabet, en smuk og dragende korsang, som fortryllede, men også skræmte de lokale stammefolk, der ikke var vant til sådanne lyde.
Ved midsommer, fortælles det, var sangen særlig kraftfuld, og enkelte modige lokale, der midsommernat vovede sig nær nok, har berettet om svævende kvinder, der dansede rundt om og inde i selve stenkredsen, mens både de, mændene og stenstøtterne sang.
Færre er beretningerne om den lange nat ved midvinter. Men det hævdes, at Lolernes sang her var så koncentreret, at den fik DODEKALITTEN, en tolvsidet lysende sten, til for en kort stund at hæve sig op af og op over jorden i midten af stenkredsen. DODEKALITTEN oplyste forfædrenes ansigter og indgav dem kraft til endnu et års rådslagning, meditation og sang.
Om Lolerne nåede deres mål med at højne kulturen her, ved vi ikke, og om de opgav at vente på flere af deres stammefællers ankomst, er også uvist. Formodentlig rejste de videre til Bretagne, og måske kom de tilbage i bronzealderen og fortsatte deres kulturopbygning på Lolland, som øen og landene omkring den efterhånden kom til at hedde.
Om de store stenstøtter med portrætter af forfædrene blev flyttet eller væltet omkuld og genbrugt til de lokales storstilede gravbyggerier, ved vi intet med sikkerhed.
Men langt op i middelalderen, hvor man næsten havde glemt, hvorfor landet hed Lolland, gik der sagn om den store syngende stenkreds og om DODEKALITTEN.
Nogle mente, at dette monument måtte have været de 12 apostle, der vogtede den Hellige Gral, og de begrundede det med, at de 12 stenstøtter havde sunget så smukt. Andre, der var mere skeptiske overfor alt, der var kommet til udefra, mente, at der var tale om rent djævelskab, og at stenstøtterne var sunket i jorden af skam, da Kristus blev født. Hertil svarede de mest fromme, at DODEKALITTEN i kraft af apostlenes bønner og sang endelig havde hævet sig så højt over jorden, at den blev set som stjernen over Betlehem, en smuk, men næppe helt sandsynlig historie.
Korsangen må dog have efterladt sig varige spor i landskabet, for fuglene videreførte traditionen i en sådan grad, at en af de hovedgårde, der langt senere blev bygget, blev kaldt ”Fuglsang”.
Og på netop denne gård kom musikken, sammen med billedkunsten, til at blive omdrejningspunktet for livet helt op imod vor egen tid.
I årene omkring 2000 efter Kristus kom nogle af Lolernes arvtagere tilbage til Lolland for at forny deres forfædres kultur arbejde. De organiserede sig i små grupper sammen med de Lolisksindede lokale og søgte at genrejse såvel de gamle traditioner for musik og billedkunst som selve det syngende monument med de 12 forfædre i sten, som nu blev kaldt DODEKALITTEN.
Der blev bygget et nyt museum for billedkunst side om side med den gamle hovedgård, hvor musikken holdt til, men i lang tid søgte Lolernes arvtagere forgæves efter spor af den syngende stenkreds i området på det gamle Midtlolland, hvor man mente, at den oprindeligt skulle have stået.
Var den virkelig sunket i det, der nu er Bredningen i Guldborgsund, da landet sænkede sig, og Lolland og Falster, det gamle Østlolland, blev adskilt af vandet? Eller var det lykkedes de gamle
Lolere at redde stenstøtterne op på tørt land enten i nærheden eller måske længere væk?
Havde måske tiltagende fjendtlighed fra ikke Lolisksindede lokale gjort det umuligt for dem at fortsætte deres traditioner med dans og korsang dér på egnen, eller havde DODEKALITTEN aldrig stået dér, men på et mindre oversvømmelsestruet sted?
Havde de gamle Lolere virkelig slæbt og flådet forfædrenes enorme stenstøtter til sikrere og mere gæstfrie egne og genopført DODEKALITTEN med udsigt over vandet mod den synkende sol, eller havde den, som nogle mente, oprindeligt stået på det højtliggende Nordlolland omgivet af elleve høje og med udsigt over øhavet og solopgangen ved midsommer?
To af Lolernes arvtagere fortsatte med at søge efter stedet, hvor den syngende tolvsten, DODEKALITTEN, kunne genrejses, og de viede sig selv til denne opgave.
De grundlagde et broderskab, ”LOLERRINGEN”, og omkring denne kerne samlede de en række interesserede og kompetente hjælpere i en organisation, som fik navnet ”LOLERKREDSEN”.
De indviede håbede på, at selve DODEKALITTEN / GRALEN atter en gang ville vise sig og hæve sig lysende over jorden en nat ved midvinter eller måske endda ved midsommer, mens korsangen steg mod himlen. Det kunne dog først ske, når alle 12 stenstøtter igen var rejst på det rette sted og havde fået kraft nok til at synge sammen.
Stenmesteren Broder Thomnir påtog sig ansvaret for at finde, hugge og rejse de store sten i DODEKALITTEN, et kunstnerisk arbejde, som det ville tage ham mindst 12 år at udføre.
Og undertegnede Skjald og Syngemester, Broder Gunhirdur, påtog mig at genskabe den oprindelige fortælling samt musik og korsang, så landskabet og menneskene her på Lolland atter vil kunne blive
fortryllet.
Lolland den niende dag i den niende måned i det niende år, to tusinde år efter Kristi fødsel.
Broder Gunhirdur den Yngre
Find vej til Dodekalitten her…