Dragen under Kalø Slotsruin

Gamle folk fra Røndeområdet fortæller, at der er en drage under Kalø Slot. Dragen bor i en hule, der er lukket med en kobberdør, og skatten ligger i en stor kobberkedel. Skatten består af 7 års skat fra de mennesker, der var tvunget til at betale skat til Erik Menved, der byggede borgen i 1313. Man fortæller, at der mellem borgen og Hestehaveskoven er en hemmelig tunnel, kaldet en løngang. Dragens hule er i en sidegang til tunnelen. Dragen forlader hulen hvert år omkring Sct. Hans og flyver til Norges gletchere for at blive afkølet, og her kan det lade sig gøre at stjæle skatten, hvis man altså kan finde den. Der er mindst to historier om folk, der har prøvet, og i begge er røverne meget uheldige. I én historie er det en tysker, der forsøger at finde skatten, men dragen er på vagt og river ham i stumper og stykker.
I en anden historie er det to lokale bønder, der finder nedgangen til hulen og kravler derned. De får også kobberdøren skubbet op, men dragen er hjemme. Den bliver nervøs ved synet af de to skumle mænd, og den kryber over i et hjørne, hvor den af skræk slår en kæmpe skid. Lugten er så fæl, at bønderne må flygte op i frisk luft. Da de kommer til sig selv, er alle spor af tunnelen forsvundet, og så vidt vides har ingen forsøgt sig senere.
Mange børn har dog siden prøvet at finde nedgangen til løngangen i Hestehaveskoven. To piger fra en skoleklasse fra Rønde Skole fandt et hul under Store Stenhøj. De gravede med hænderne og syntes, at hullet førte ned til en tunnel. I det samme blev det et gigantisk tordenvejr, og pigerne krøb i ly under dækstenene. Da det værste var ovre, følte de begge en underlig prikken i huden. Uanset hvor meget de råbte kunne de ikke finde deres klassekammerater, og de løb ned mod vandet. Her så de, at ruinen var blevet til en flot borg med tårne og spir. De var kommet tilbage i tiden. Ængstelige gik de tilbage til højen, og her fandt de deres klassekammerater. Hullet til nedgangen var væk og værst af alt: Ingen ville tro på det, de fortalte!
Den sorte hund fra Kalø
Gamle mennesker i Rønde fortæller, at de har set en mystisk sort hund mellem Bregnet Kirke og Kalø Slot og mellem ruinerne på øen. Mange har gennem tiderne prøvet at fange den, men det er umuligt. En forvalter på borgen, Værum, var meget ond mod arbejderne og bønderne, der arbejdede for borgherren. Han druknede på mystisk vis og nu var problemet, at alle var bange for, at så ond en mand ville gå igen, altså blive til et spøgelse. Man fik fat i to præster, fra Thorsager og Todbjerg, og de fik begravet forvalteren på engen neden for Bregnet Kirke. For en sikkerheds skyld rammede de en stor pæl gennem ham, så han ikke kunne gå igen. Bønderne undgik herefter at lave hø af det græs der stod nærmest pælen, for tænk om forvalteren skulle slippe fri. Senere forsvandt pælen og det er nok derfor, at han alligevel slap fri og går igen som en sort hund!
Find vej til Kalø Slotsruin her…