Fangerne på Kalø
Kalø fungerede også som fængsel og havde gennem tiderne adskillige berømte fanger siddende. Den mest betydningsfulde af disse var den svenske adelsmand, Gustav Vasa, der i 1518 blev taget til fange af Christian 2. og anbragt hos lensmanden Erik Eriksen. Denne gav mod løfte og håndslag Gustav Vasa lov til at bevæge sig frit rundt på egnen, men i 1519 formåede Gustav Vasa dog at flygte til Lübeck. Den unge Gustavs dristige flugtrute fra borgen, var over den hemmelige revle i vigen til Hestehave Skov. Vandet kan være op til en meter dybt.
I 1520 kom Gustav Vasa til Sverige, hvor han ledte et oprør imod den danske konge, Christian 2.. Kongen havde i november 1520 henrettet 82 svenske adelsmænd, en begivenhed der sidenhen er blevet kendt som Det Stockholmske Blodbad. Gustav Vasas oprør var succesfuldt, og svenskeren kunne i 1523 lade sig udråbe til konge af Sverige.
En anden kendt fange på Kalø var præsten Søren Quist, der i 1626 blev fængslet og siden henrettet for et mord, som han blev frikendt for efter sin død. Herom skrev Steen Steensen Blicher novellen Præsten i Vejlby.

Gustav Vasa – Fangeflugt og Blodbad
Som ung var han fanejunker under slaget ved Brännkyrka i 1518, hvor Sten Sture den yngre bød hårdnakket modstand mod Christian 2.s tropper. Danskerne manglede forsyninger, og kongen foreslog en våbenhvile, hvor svenskerne skulle stille nogle fremtrædende mænd som gidsler for hans sikkerhed under forhandlingerne. Han brød aftalen og rejste i stedet bort med den 22-årige Gustav Vasa og andre gidsler. Gustav Vasa sad en tid fanget på Kalø slot, men det lykkedes ham at flygte til Lübeck.
I 1520 kom han tilbage til Sverige. Senere samme år blev hans far, to af hans onkler og flere andre slægtninge henrettet blandt i alt 94: det der senere blev kendt som Det Stockholmske Blodbad på ordre fra Christian 2. Desuden blev hans mor og mormor samt tre søstre fængslet i Blåtårn i København.

Gustav Vasa besluttede at gøre oprør mod Kristian Tyran, som Christian 2. blev kaldt i Sverige efter henrettelserne, og det lykkedes ham at rejse befolkningen i det meste af Sverige mod danskerne. I august 1521 blev han i Vadstena valgt til rigsforstander, og i oktober samme år indledte han belejringen af Stockholm.

I 1522 sluttede Lübeck forbund med Gustav Vasa og sendte en flåde til Stockholm, der blev fuldstændig indesluttet. 6. juni 1523 blev han udråbt til konge i Strängnäs, og et par uger senere kapitulerede Stockholm. Det var afslutningen på Kalmarunionen.
Gustav Vasa genoprettede Sverige som selvstændig stat. Han indførte reformationen 1527 og arvekongedømmet 1544. Hans styre var hårdt og effektivt og blev mødt med flere oprør, men han var hver gang herre over situationen.
Gustav Vasa var en stor tilhænger af at drikke varm vin. Dermed gjorde han gløggen til en meget prestigefyldt drik i Sverige.
Find vej til Kalø Slotsruin her…