Højerup Kirke
Når kirken først var godkendt af de underjordiske og havde stået der i en årrække, ja måske i århundreder, så var de med til at passe på, at der ikke skete ulykker med kirken. Det så man i al fald ved Højerup (gl.) Kirke på Stevns, bygget 1250-1300.
Som man kan se her, så ligger kirken nu helt ude på klintekanten, og koret styrtede ned på stranden i 1928. Stedet er efterfølgende blevet solidt understøttet og sikret mod flere skred. Derfor er kirken åben for besøgende og er et stort turistmål.
Kirken havde været i farezonen i mange år, men før skreddet holdt folketroen fast ved, at der ikke var nogen fare for kirken; for den flyttede sig hver julenat ved midnat et hanefjed ind ad land til. Det var dog i længden for stor en mundfuld for de underjordiske. Allerede i 1660’erne omtales, at “der falder ofte megen jord og sten ud af klintebakken, og der ses døde folkeben udstikke og nedfalde oven fra.
Det hedder også, at man havde måttet flytte kirkegårdsmuren længere ind ad land til. Under en gudstjeneste var der endda: “sket et jordskred lige ud for kirken, der var så betydeligt, at hele bygningen rystede – og bønderne med dødsskræk styrtede ud af kirken i den tro, at den helt og holdent skulle styrte ned i afgrunden.”
Find vej til Stevns Klint her…