Det kan godt være at det ikke var trolde, men købmænd eller kirkeklokker, Fladså Trolden ville begrave. For han var nemlig også gal på en af Næstveds købmænd og knotten over den høje lyd fra byens kirker. Men vred det var han i hvert fald. Og hans humør blev ikke bedre, da han endelig nåede frem til Næstved for blot at opdage, at der var hul i sækken.

Fladså Trolden blev så gal, at han fór i flint. (Du kan selv finde stumper af ham på markerne). Den smule sand, der stadig var tilbage i sækken blev liggende i en bunke. Den store sandbunke fik bag efter sit navn: Munkebakken. Også det sand, der faldt ud af sækken på Fladså Troldens lange vandretur, ligger der endnu. Det er nemlig Mogenstrup Ås, hvis sidste stykke helt inde ved Næstved kaldes Sandbjerget.

Trolderuten – Fladsåtrolden kan ånde lettet op

Endelig kan Fladsåtrolden komme hjem fra Næstved. Næsted Kommune åbner nemlig en ny vandrerute mellem Næstved og Mogenstrup. Ruten, der nok i folkemunde vil få navnet ”Trolderuten”, følger Danmarks største ås fra stationen og centrum i Næstved til Mogenstrup.

– Når du går Trolderuten, går du i sporene af én af de mest markante fortællinger om Næstved og vores trolde. Oveni købet går du i et helt unikt grønt område, som er skabt af istiden. Der er en fantastisk udsigt – det er ganske enkelt imponerende. Det højeste punkt ligger da også hele 55 meter over havet. Åsen har en bredde på op til 600 meter og en længde på ca. 10 kilometer.

Find ruten her.

FAKTA – Trold eller istid?

I folkemunde var det jo Fladsåtrolden, som skabte Mogenstrup Ås. En anden og mindre eventyrlig forklaring på åsens oprindelse er, at åsen er dannet under sidste istid for ca. 17.000 år siden, da gletsjere dækkede hele Sjælland. Da isen smeltede, blev der dannet en smeltevandskanal under isen ved Næstved. Ved gletsjerens tilbagetrækning for ca. 13.000 år siden, blev kanalen fyldt med sand- og grus aflejringer. Da isen var smeltet helt bort, for ca. 11.000 år siden, stod kanalen tilbage som en vældig aflang bakke – også kaldet ås.

National betydning

Åsen har i kraft af sin størrelse og sammenhæng med det øvrige istidslandskab national betydning. Fire dele af Åsen er allerede fredet, nemlig: ”Fruens plantage”, ”Fladså bakker”, ”Mogenstrup Kirkeskov” og ”Mogenstrup Ås”, mens ”Vandtårnsbakken” er ved at blive fredet.

Mogenstrup Ås er en del af et større tunneldalssystem på Sydsjælland, som strækker sig helt fra Præstø Fjord over Bårse og Mogenstrup til Næstved. Åsens forløb helt ind i Næstved by skaber udover værdifulde næringsfattige naturarealer og løvskove også et vigtigt grønt åndehul for byens borgeren.

”Trollerne”

Trolleslægten står bag udsmykningen af både Vejlø og Gavnø kirker. Og ligesom det i Vejlø kirke er en ”trold” der bærer prædikestolen – findes tilsvarende i Gavnø Kirke en anden trold, hovedløs og med sit hoved hvilende på armen.

Disse to trolde skal opfattes positivt, nemlig Trolleslægtens våbenfigur, der beskytter kirken. Forklaringen findes i en latinsk indskrift på selv prædikestolen, hvor der frit oversat til dansk står: ”Når Trolden vil omstyrte kirkerne, så bæres de oppe af Trollernes trolde.

Find vej til Fladsåtrolden her…

Kalø fungerede også som fængsel og havde gennem tiderne adskillige berømte fanger siddende. Den mest betydningsfulde af disse var den svenske adelsmand, Gustav Vasa, der i 1518 blev taget til fange af Christian 2. og anbragt hos lensmanden Erik Eriksen. Denne gav mod løfte og håndslag Gustav Vasa lov til at bevæge sig frit rundt på egnen, men i 1519 formåede Gustav Vasa dog at flygte til Lübeck. Den unge Gustavs dristige flugtrute fra borgen, var over den hemmelige revle i vigen til Hestehave Skov. Vandet kan være op til en meter dybt.

I 1520 kom Gustav Vasa til Sverige, hvor han ledte et oprør imod den danske konge, Christian 2.. Kongen havde i november 1520 henrettet 82 svenske adelsmænd, en begivenhed der sidenhen er blevet kendt som Det Stockholmske Blodbad. Gustav Vasas oprør var succesfuldt, og svenskeren kunne i 1523 lade sig udråbe til konge af Sverige. 

En anden kendt fange på Kalø var præsten Søren Quist, der i 1626 blev fængslet og siden henrettet for et mord, som han blev frikendt for efter sin død. Herom skrev Steen Steensen Blicher novellen Præsten i Vejlby.

Gustav Vasa – Fangeflugt og Blodbad

Som ung var han fanejunker under slaget ved Brännkyrka i 1518, hvor Sten Sture den yngre bød hårdnakket modstand mod Christian 2.s tropper. Danskerne manglede forsyninger, og kongen foreslog en våbenhvile, hvor svenskerne skulle stille nogle fremtrædende mænd som gidsler for hans sikkerhed under forhandlingerne. Han brød aftalen og rejste i stedet bort med den 22-årige Gustav Vasa og andre gidsler. Gustav Vasa sad en tid fanget på Kalø slot, men det lykkedes ham at flygte til Lübeck.

I 1520 kom han tilbage til Sverige. Senere samme år blev hans far, to af hans onkler og flere andre slægtninge henrettet blandt i alt 94: det der senere blev kendt som Det Stockholmske Blodbad på ordre fra Christian 2. Desuden blev hans mor og mormor samt tre søstre fængslet i Blåtårn i København.

Gustav Vasa besluttede at gøre oprør mod Kristian Tyran, som Christian 2. blev kaldt i Sverige efter henrettelserne, og det lykkedes ham at rejse befolkningen i det meste af Sverige mod danskerne. I august 1521 blev han i Vadstena valgt til rigsforstander, og i oktober samme år indledte han belejringen af Stockholm.

I 1522 sluttede Lübeck forbund med Gustav Vasa og sendte en flåde til Stockholm, der blev fuldstændig indesluttet. 6. juni 1523 blev han udråbt til konge i Strängnäs, og et par uger senere kapitulerede Stockholm. Det var afslutningen på Kalmarunionen.

Gustav Vasa genoprettede Sverige som selvstændig stat. Han indførte reformationen 1527 og arvekongedømmet 1544. Hans styre var hårdt og effektivt og blev mødt med flere oprør, men han var hver gang herre over situationen.

Gustav Vasa var en stor tilhænger af at drikke varm vin. Dermed gjorde han gløggen til en meget prestigefyldt drik i Sverige.

Find vej til Kalø Slotsruin her…

Gamle folk fra Røndeområdet fortæller, at der er en drage under Kalø Slot. Dragen bor i en hule, der er lukket med en kobberdør, og skatten ligger i en stor kobberkedel. Skatten består af 7 års skat fra de mennesker, der var tvunget til at betale skat til Erik Menved, der byggede borgen i 1313. Man fortæller, at der mellem borgen og Hestehaveskoven er en hemmelig tunnel, kaldet en løngang. Dra­gens hule er i en sidegang til tunnelen. Dragen forlader hulen hvert år omkring Sct. Hans og flyver til Norges gletchere for at blive afkølet, og her kan det lade sig gøre at stjæle skatten, hvis man altså kan finde den. Der er mindst to historier om folk, der har prøvet, og i begge er røverne meget uheldige. I én historie er det en tysker, der forsøger at finde skatten, men dragen er på vagt og river ham i stumper og stykker.

I en anden historie er det to lokale bønder, der finder nedgangen til hulen og kravler derned. De får også kobberdøren skubbet op, men dragen er hjemme. Den bliver nervøs ved synet af de to skum­le mænd, og den kryber over i et hjørne, hvor den af skræk slår en kæmpe skid. Lugten er så fæl, at bønderne må flygte op i frisk luft. Da de kommer til sig selv, er alle spor af tunnelen forsvundet, og så vidt vides har ingen forsøgt sig senere.

Mange børn har dog siden prøvet at finde nedgangen til løngan­gen i Hestehaveskoven. To piger fra en skoleklasse fra Rønde Skole fandt et hul under Store Stenhøj. De gravede med hænderne og syntes, at hullet førte ned til en tunnel. I det samme blev det et gi­gantisk tordenvejr, og pigerne krøb i ly under dækstenene. Da det værste var ovre, følte de begge en underlig prikken i huden. Uanset hvor meget de råbte kunne de ikke finde deres klassekammerater, og de løb ned mod vandet. Her så de, at ruinen var blevet til en flot borg med tårne og spir. De var kommet tilbage i tiden. Ængstelige gik de tilbage til højen, og her fandt de deres klassekammerater. Hullet til nedgangen var væk og værst af alt: Ingen ville tro på det, de fortalte!

Den sorte hund fra Kalø

Gamle mennesker i Rønde fortæller, at de har set en mystisk sort hund mellem Bregnet Kirke og Kalø Slot og mellem ruinerne på øen. Mange har gennem tiderne prøvet at fange den, men det er umuligt. En forvalter på borgen, Værum, var meget ond mod arbe­jderne og bønderne, der arbejdede for borgherren. Han druknede på mystisk vis og nu var problemet, at alle var bange for, at så ond en mand ville gå igen, altså blive til et spøgelse. Man fik fat i to præster, fra Thorsager og Todbjerg, og de fik begravet forval­teren på engen neden for Bregnet Kirke. For en sikkerheds skyld rammede de en stor pæl gennem ham, så han ikke kunne gå igen. Bønderne undgik herefter at lave hø af det græs der stod nærmest pælen, for tænk om forvalteren skulle slippe fri. Senere forsvandt pælen og det er nok derfor, at han alligevel slap fri og går igen som en sort hund!

Find vej til Kalø Slotsruin her…

Den første borg på Kalø blev påbegyndt af kong Erik Menved 1313-1314. Erik Menved førte mange krige, som efterhånden anstrengte rigets finanser til bristepunktet. Kongen måtte udskrive store skatter, hvilket i 1313 førte til et stort bonde- og adelsoprør i Jylland. Efter at oprøret var nedkæmpet, byggede Erik Menved fire tvangsborge i Jylland: Borgvold ved Viborg, Ulstrup ved Struer, Bygholm ved Horsens og Kalø på Djursland.

I virkeligheden var det de indre fjender, d.v.s. bønder med stormænd i spidsen, som borgen skulle holde i skak. Det var også dem, der under tvang havde opført borgen. Og ”således betvang han omsider jydernes gamle stivsind”, som en krønike meddeler.

Kalø Slotsruin

Den lille halve kilometer ud ad dæmningen til Kalø Slotsruin er samtidig en rejse godt 700 år tilbage i tiden. For enden af denne længste middelaldervej i Danmark, anlagt samtidig med opførelsen af Kalø Slot, er det ikke svært at forestille sig det liv, der må have været neden for slotsmurene. Øen blev forbundet med fastlandet af en dæmning med en brolagt middelaldervej, der endnu er flot bevaret.

Den var ganske moderne med f.eks. et flankeringstårn – det første af sin slags i Danmark – der er en slags sidefløj tæt op ad det store tårn. Kalø Slot var imponerende og noget nær uindtagelig. Udover den store ringmursborg blev der anlagt en række andre bygninger, høje volde og dybe grave med porte og vindebroer.

Hele området ligger under nogle morænebakker, som Det Ungbaltiske Isfremstød efterlod. På en måde står naturen om vigen som et amfiteater med tilskuerpladser oppe på bakkerne ved Rønde, mens scenen er vigen med slotsruinen. De maleriske Mols Bjerge danner bagtæppet. Sådan skriver i hvert fald den lokale historiker og forfatter Vilfred Friborg Hansen i sin bog “Kalø – Slottet og godset i 700 år”.

Skovene omkring Kalø Vig er Hestehave Skov med udsigt over til slotsruinen og den mindre kendte Ringelmose Skov på den anden side af Molsvej.

Uindtagelige Kalø

Kalø var yderst velbefæstet, og man behøver ikke undre sig over, at ingen skriftlige kilder omtaler, at slottet nogensinde skal være forsøgt belejret eller taget ved storm, hverken af oprørske bønder eller invaderende soldater.

Med sine stærke forsvarsværker må Kalø have forekommet uindtagelig. Ville man erobre slottet, måtte man først over til øen. Ad søvejen var der kun mulighed for at invadere, hvis man anløb havnen på øens østside, og her var indsejling vanskeliggjort af pæle nedboret i havbunden. Ville man angribe over land, måtte man føre sin hær over til øen ad den lange, smalle dæmning. Denne var gennemskåret af en rende med en bro, som forsvareren kunne fjerne. Kom man frem til øen, måtte man for at nå over til borgen forcere en bred grav, der løb over øen fra syd til nord. Denne grav ligger i dag som to lange damme adskilt af en jorddæmning, hvor der oprindeligt skal have været en vindebro. Udgravninger i 2006 peger på, at denne grav først blev anlagt ca. 1500.

Selve borgen ligger på øens højeste sted, godt 20 meter over havet. For at komme ind i den, måtte angriberen enten gå ned i den dybe, tørre voldgrav, der omgiver borgen og til begge sider ender i de stejle skrænter mod havet, og derefter bestige gravens stejle sider og de lodrette borgmure. Et næsten umuligt forehavende. Eller også måtte hæren følge vejen op til det sted, hvor en vindebro førte over til borgens eneste ydre port. Kom man endelig ind i borgen, skulle man først gennem en forgård, der kunne beskydes fra vægtergange på murene, og gennembryde porten til den indre gård. Herfra skulle angriberen gennem en højtsiddende dør trænge ind i borgfolkenes sidste tilflugtssted, det massive hovedtårn. Dette tårn knejsede 10 meter over borggården og var med sine tre meter tykke mure umuligt at bryde hul i.

Nedbrydning og genopbygning af Kalø Slot?

Den udbredte modstand mod Erik Menveds tvangsborge kom frem, da hans efterfølger, Christoffer 2., i sin håndfæstning af 1320 måtte love at nedrive alle borge i Jylland undtagen de gamle borge Riberhus, Koldinghus og Skanderborg.

Arkæologiske undersøgelser har sandsynliggjort, at Kalø faktisk blev brudt ned allerede i 1320, men der hersker en vis usikkerhed herom. I givet fald er størstedelen af den borg, hvis rester endnu kan ses, bygget senere i 1300-tallet, men så vidt vides ret hurtigt efter nedrivningen af den første borg. Som sandsynlig bygherre peges ofte på Valdemar Atterdag (1340-1375). I 1340 lå der imidlertid allerede inden Valdemar Atterdags kongevalg senere samme år en borg på Kalø, som blev betragtet som en af Jyllands hovedborge, så enten var Erik Menveds borg aldrig blevet revet ned, eller også var den blevet genopbygget under Christoffer 2. eller af grev Gert af Holsten. Sidstnævnte overtog Kalø Len ved den danske kongemagts sammenbrud i 1330’erne og pantsættelsen af store dele af riget.

Find vej til Kalø Slotsruin her…

Når naboen sætter et skævt hegn rundt om sin have, siger vi: “Det bugter sig som kong Volmers røv”. “Det går op og ned som kong Volmers røv”, eller “det går ud og ind som kong Volmers røv”. 
Men egentlig handler udtrykket slet ikke om nogens bagdel. “Røv” er måske afledt af ordet “reb”.  

Valdemar havde travlt med at opmåle land og opkræve jordskatter. Dengang opmålte man bondens jord med et reb, når der skulle opkræves skat til kongen. Hvis man stod sig godt – eller skidt – med jordopmåleren, var det ikke altid, rebet blev lagt i en lige linje.  

Kongen godt kunne tænkes at have en vis interesse i, at rebet blev længere ved at det bugtede sig, for at få højere jordskatter. Det skabte udtrykket “skæv som Kong Volmers reb”, hvor reb først blev til “rev” og senere til “røv”

En anden forklaring er, at kong Valdemar Atterdag anlagde en masse snoede jagtstier ved slottet Gurre i Nord-sjælland. Disse stier kaldte man for “rumper”. Stierne gik “ud og ind”, og derfor opstod udtrykket “ud og ind som kong Volmers rumpe”. Senere skulle udtrykket være blevet misforstået, og “rumpe” blev til “røv”.  

To rigtig fine og absolut lige gode forklaringer 

Den mere folkelige udlægning om hans legemsdel, der gik op og ned, når han var sammen med dronningen eller ”voldtog” Tove, er der til gengæld ikke meget belæg for. 

Toves Død 

En ung smuk pige blev fundet død i den kongelige badestue i Vordingborg. Da man fandt liget så hun ud som en stegt julegås. 

Pigen var Tove. Hun var fra Rügen ovre ved den Tyske kyst, men havde i lang tid opholdt sig ved Vordingborg. Tove var nemlig kong Valdemar Atterdags elskerinde. 

Dronning Helvig var selvfølgelig meget vred over, at hendes mand var så meget sammen med denne unge smukke pige. 

Valdemar tog tit ud til jagtslottet ved Lille Gurre mellem Vordingborg og Næstved, hvor han havde sørget for at Tove kunne bo. 

En dag hvor kongen var ude at rejse, lokkede dronningen den unge pige til Vordingborg for at få en lille snak… 

De gik ned til den kongelige badstue, som lå i mosen med navnet Badstuesøen. 

Tove gik først ind i badstuen. Og straks smækkede den store tunge dør af træ i. 

Badstuen blev fyldt med skoldhed damp. Og den stakkels Tove havde ikke en chance for at overleve. 

Dronning Helvig mente nu at hun havde løst problemerne i sit ægteskab. Men… 

Valdemar Atterdag blev helt ude af sig selv sorg. Han tog sin elskede Toves lig med sig overalt. Det blev faktisk lidt for meget af det gode for dem han besøgte! 

Mange prøvede at få Valdemar til at begrave Tove. Men kongen kunne ikke undvære hende. 

Så en dag opdagede en af hoffets mænd, at der omkring ligets halsvar et stykke tøj i en snor. Det var Toves mor, der havde anbragt det ”forheksede” stof på sin datter, for at kongen skulle blive ved med at elske Tove – Selvom hun var død. 

Hofmanden tog snoren og tøjstykket. Og det hjalp sørme lige med det samme, for lige pludselig var Valdemar Atterdag endelig parat til at begrave Tove. 

Til gengæld blev Valdemars kærlighed nu kastet på hofmanden, som blev forfremmet til kongens personlige rådgiver og skulle følge kongen overalt. Han fik foræret en masse kostbarheder, titler og land – for han havde jo nu det forheksede tøjstykke.   

Hofmanden var glad for gaverne, men knap så begejstret for alle de tjenester, han i tide og utide skulle gøre for kongen. 

Så en dag bandt han snoren og tøjstykket på enden for et spyd – og kastede spyddet ned i mosen ved Lille Gurre. Nu var det mosen, kongen måtte give al sin opmærksomhed. 

Kongen udtalte: ”Lad blot vorherre beholde sit himmerige – hvis jeg blot kan får lov at jage ved Vordingborg og Gurre til evig tid” 

Og sådan opstod Valdemar Atterdags kærlighed til det sydlige Sjælland, hvor han til evig tid må jage ved nattetide.

Find vej til Kalø Slotsruin her…

Sagas beskrivelser af Haralds død, som begge er ret fjendtlige mod Harald. Saxo skriver: “Da Harald i tillid til den forestående overenskomst gik omkring, som om der var fred og ingen fare, og kom ind i skovens tykning, hvor han satte sig imellem buskene for at forrette sin nødtørft, blev han såret med en pil af Toke, der brændte af begærlighed efter at hævne den uret, han havde tilføjet ham.” Jomsvikinge Saga skriver at Palnatoke lurede i buskene, da kongen bøjede sig frem for at varme sig ved ilden: “og han lagde nu pil på streng, og skød til kongen, og så berette de fleste kyndige mænd, at pilen fløj lige i bagdelen på kongen og langs igennem ham og kom frem i munden, og kongen faldt straks død til jorden, som man kunne vente.”

At tolke ringborgene som en faktor i magtkampene omkring kronen kan også forklare deres meget korte funktionstid. De har givetvis været kostbare at holde bemandede, og de er formodentligt blevet nedlagt kort efter borgerkrigen, hvor spørgsmålet om kongemagtens stilling var afklaret, og truslen om oprør ikke var overhængende.

Det vides ikke med sikkerhed, om navnet Trelleborg går tilbage til borgens opførelsestid, men navnesammenfaldet med søsteranlægget i Skåne tyder dog på, at det er tilfældet. Der er foreslået to tolkninger af borgens navn; det kan have været tænkt som en hån mod de småkonger og høvdinge, der blev undertvunget af borgene, og som derved blev tvunget i trældom for kong Harald, eller en henvisning til selve byggeriet; ”trel” eller ”træl” er den oldnordiske betegnelse for et af de tømmerstykker, der indgik i husenes konstruktion.

Find vej til Vikingeborgen Trelleborg her…

På Stevns er det elverkongen eller klintekongen, som hersker. Stevns er et specielt område, der skyder sig ud fra Sjælland mellem Køge bugt og Faxe bugt.

Halvøen skilles fra hovedøen af Tryggevælde å, som udspringer helt nede ved Smerup og løber stik nord, indtil den udmunder i Køge bugt. Denne å danner grænsen mellem de to områder.

De folk, som bor på Stevns, kaldes Stevnsbakker; dem på den anden side af åen kaldes Skovboer. Fra gammel tid herskede der ikke den store forståelse mellem de to befolkningsgrupper, og det var sjældent, at Stevnsbakker giftede sig med Skovboer.

Kirkerne på Stevns er meget særprægede, og den i Store Heddinge er en af de mest ejendommelige i Danmark. Dens skib er ottekantet og opført af kridtstenskvadre omkring år 1200. Til skibet føjer sig et to etager højt kor-parti, som udvendig er rektangulært, medens det danner en apsis. Det giver en meget tyk mur, og i den forløber både gange og trapper, ligesom der er blevet plads til nogle små kamre.

Et af dem kaldes „Elverkongens kammer” eller „Klintekongens kammer”. Det siges, at kirken blev grundlagt af Valdemar den Store, omkring 118.

Men måske er det i virkeligheden Elverkongen, der har stået for kirken, for han tålte ikke andre konger i sit rige og gør det måske stadig ikke, selv om han har forholdt sig passiv over for dem, der har gjort ham rangen stridig og er skredet over en af broerne, der krydser åens strøm.

Christians d. IV udtalte de magtfulde ord, i Heibergs „Elverhøj” da han begiver sig ind i Elverkongens land: „Vel er jeg ikke Cæsar, og vel er dette ikke Rubicon, men dog siger jeg: Jacta est alea!”

Siden skulle Frederik III og Christian V også vove pelsen, og alle slap godt fra det.

Derimod forsvarede Elverkongen Stevns mod englænderne i 1807, hvor der påkom angrebsstyrkerne en uforklarlig uro, da de ville vove sig ud på „Prambroen” over åen nær dens udløb i Køge bugt. Det forskrækkede dem så meget, at de vendte om og opgav at komme ind på Elverkongens enemærker. Til gengæld huserede de ganske forskrækkeligt i skovboernes land på den anden side af åen. Mangfoldige skovboer flygtede til Stevns og gav sig under Elverkongens beskyttelse. En række af Stevns kirker fra den tidlige middelalder ligger tæt på grænseåen: Strøby, Varpelev, Hellested og Smerup, og de har alle været forsvarskirker, så kan hænde er det selve Elverkongen, der har foranlediget dem opført

Find vej til St. Heddinge Kirke her…

Der findes en beretning, hvor en vis Stævn skulle have fået hele Stevns i len (“lån,” forpagtning) af kongen for at forsvare landet mod de vendiske sørøvere. Han var meget tapper og havde “tit på det bedste børstet tyskerne.”

Men han var hedning og havde 12 afguder stående langs klintekanten, udhuggede i kridtstenen. Imidlertid var hans hustru kristen i det skjulte og bar et Kristi kors inde på sit bryst. “En dag, da de fulgtes ad langs klinten, gled det Kristi kors frem af det blotte bryst uden at hun mærkede det, men sådan at Stævn fik det at se, og han blev frygtelig vred – rykkede det af hendes hals og kastede det ud i havet, hvorpå han ganske bedrøvet gik til sit hjem. I det samme så han de vendiske sørøvere komme sejlende.

Han fik snart sine skibe lavet til og styrede dem i møde. Det kom til en hårdnakket kamp, som endte med at fjenden tog flugten, forfulgt af de danske. Disse måtte dog snart opgive forfølgelsen, da et frygteligt uvejr brød løs med storm og torden. Og lidt efter lidt forsvandt det ene skib efter det andet, så til sidst havde Stævn kun det tilbage, han selv var på, og det blev slynget mod klinten og knust.

En bølge kastede imidlertid Stævn op i et hul, hvor han blev liggende mod [gram] i hu til om morgenen. Da han kom ret til sig selv, var det første han opdagede, det kors han havde taget fra sin hustru dagen tilforn. Længe betragtede han det med stor bevægelse. Endelig stak han det til sig og klatrede op ad klinten. Stille gav han korset til sin hustru, men hun sprang op og faldt ham grædende om halsen, for nu forstod hun at Herren havde hørt hendes bønner og bøjet hans stive sind.

Kort efter byggede Stævn, efter hvem hele herredet skal have navn, en kirke der hvor hans hustru havde haft sine hemmelige sammenkomster med sine trosfæller.” – Det var Højerup Kirke.

Som et apropos til venderne hedder det også, at klintekongen på Stevns slog sig sammen med klintekongen på Møn, fordi området var plaget af sørøvere fra den anden side af Østersøen. Det lykkedes for dem i forening at “ihjelslå “den sørøver Grap på Rygen.”

Oprør?

Om der er en sammenhæng til Stævn-historien er uvist. Men befolkningen kunne åbenbart godt blive noget trætte af ellekongen og gjorde oprør: “Ellekongen var engang kommet ind i Lille Heddinge kirketårn, og det havde bønderne opdaget. De låsede og satte vagt ved døren. Ellekongen bad dem lukke op og bandede på, at han ellers ville give et brøl, så tårnet faldt sammen. Men de lod sig ikke bevæge ved hans trusler. Så gav han et lille brøl, så tårnet slog en revne. Denne revne er at se endnu. Så blev bønderne bange og råbte: “Luk nu op, for nu falder det.” Så slap Ellekongen ud.”

Find vej til Stevns Klint her…

Når kirken først var godkendt af de underjordiske og havde stået der i en årrække, ja måske i århundreder, så var de med til at passe på, at der ikke skete ulykker med kirken. Det så man i al fald ved Højerup (gl.) Kirke på Stevns, bygget 1250-1300.

Som man kan se her, så ligger kirken nu helt ude på klintekanten, og koret styrtede ned på stranden i 1928. Stedet er efterfølgende blevet solidt understøttet og sikret mod flere skred. Derfor er kirken åben for besøgende og er et stort turistmål.

Kirken havde været i farezonen i mange år, men før skreddet holdt folketroen fast ved, at der ikke var nogen fare for kirken; for den flyttede sig hver julenat ved midnat et hanefjed ind ad land til. Det var dog i længden for stor en mundfuld for de underjordiske. Allerede i 1660’erne omtales, at “der falder ofte megen jord og sten ud af klintebakken, og der ses døde folkeben udstikke og nedfalde oven fra.

Det hedder også, at man havde måttet flytte kirkegårdsmuren længere ind ad land til. Under en gudstjeneste var der endda: “sket et jordskred lige ud for kirken, der var så betydeligt, at hele bygningen rystede – og bønderne med dødsskræk styrtede ud af kirken i den tro, at den helt og holdent skulle styrte ned i afgrunden.”

Find vej til Stevns Klint her…

Tilbød at fange Peter den Store

Nogle år efter dukker han på ny op i København, og nu tilbyder han Frederik 4. at tage Peter den Store af Rusland til fange. Den danske konge afslår — lettere forfærdet — det generøse tilbud og udviser Norcross af landet. Manden er for farlig at have inden for rigets grænser. Men John Norcross er ikke sådan at slå ud.

Kort tid efter vender han igen tilbage til Danmark, og for at der kan blive lagt rigtig mærke til ham, søger han audiens hos kong Frederik på Frederiksberg Slot. Det blev imidlertid kongen for meget. John Norcross blev arresteret og sat i fængsel i Kastellet.

Eventyrlig svømmetur

Men den gale englænder havde ikke til sinds at lade sig spærre inde, Ved hjælp af et skankeben, en saks og foden af en briks — det lyder som remedierne i en Olsen Banden-film — lykkedes det ham at bryde et hul gennem den tykke ydermur og ud i friheden. Efter en eventyrlig svømmetur nåede han Hven og fortsatte herefter til Sverige. Men friheden varede kort. Efter få måneder blev John Norcross fanget i Hamburg og atter indsat i Kastellet. Han blev nu dømt livsvarigt fængsel, og der blev taget alle mulige forholdsregler over for “udbryderkongen”.

Alligevel lykkes det ham, som en anden Houdini, at slippe ud, men da han ville svømme over Kastels graven, blev han opdaget og overmandet af vagten.

Sat i fuglebur

Efter dette flugtforsøg beordrede kongen nu, at der skulle bygges et “fuglebur” af egeplanker, som skulle anbringes inde i den oprindelige celle. John Norcross skulle endvidere lænkes til en jernstang, og to underofficerer skulle holde øje med ham døgnet rundt. I dette “fuglebur” tilbragte John Norcross så 16 år. Hans eneste beskæftigelse bestod i at dressere de mange mus, som opholdt sig i dobbeltcellen. I mange år var det almindelig forlystelse for københavnerne at tage ud og se på den særprægede fange og hans musedressur.

Nedbrudt mand

Dronning Sofie Magdalena gik i forbøn for John Norcross i 1742, og han blev overført til en almindelig fængselscelle, hvor der var seng, bord og stol, og han fik tilladelse til at læse og skrive. Men løsladt blev han ikke. Efter endnu 16 år døde han som en gammel, nedbrudt mand. Han var da 72 år gammel. Han, der en gang havde været en dristig kaperkaptajn, endte som en nedbrudt, lettere forvirret fange. De 32 år i fængsel havde krævet sin mand. “Fugleburet” findes ikke mere, men en kopi er opstillet i den gamle fængselscelle. En dukke forestiller John Norcross. Ansigtet er livagtigt, fordi man har arbejdet ud fra originale malerier.

Find vej til Kastellet her…