Møllens Kranke Skæbne og Genopbygning Claimed

Tag på Eventur til den gamle vandmølle, der både har været vidne til nedbrænding, genopbygning, en fæl lindorm, forheksede prinser og en lille vandstær.

Medbring frokostkurven og nyd lyden af den rislende bæk midt i alt det grønne.

Ørnbjerg Mølles historie og kranke skæbne

Man hører første gang om Ørnbjerg Mølle tilbage i 1552, hvor den omtales i det svenske rigsarkiv. Møllen var dengang en såkaldt kundemølle, hvor bønderne fra omegnen kunne komme og få malet deres korn. Ørnbjerg Mølle led en krank skæbne, da man i 1946 indlagde en turbine, som ødelagde de fleste af de gamle træk i møllen. Da direktør Stenz’ købte møllen i 1963, forsøgte man at samle stumperne op, og på mirakuløs vis havde de fleste af de gamle hjul overlevet. Det lykkedes efterfølgende at få en intakt vandmølle ud af det, som blev indviet i 1970 på Mortens aften, som er møllernes helligdag. I 1980 blev møllen købt af staten.

I sommeren 1988 hærgede en voldsom brand på Ørnbjerg. Den firelængede møllegård brændte ned. Selve vandmøllebygningen blev reddet og er i dag fortsat ejet af Naturstyrelsen. I perioden 2010-13 lykkedes det Ørnbjerg Møllelaug, der blev oprettet i 2009, at skaffe penge fra bl.a. Augustinusfonden, A. P. Møllers Fond til almene formål og Nationalpark Mols Bjerge. Dermed blev det muligt at restaurere møllen, således at den i dag er fuldt funktionsdygtig. Den daglige drift og pasning af stedet varetages af møllelauget – en forening af frivillige.

Den sidste Møller

Den sidste “rigtige” møller på stedet var gamle Anders. Han var pakket med historier, ikke mindst om møllerens letsindige omgang med toldmålet. En af dem gik på mølleren og kromanden, der mødte hinanden i helvede. “Hvad bringer dig dog her, Kromand?” forhørte mølleren sig. “Mine snapseglas var vist for små, og du Møller?” “Ja, det er sært, De sagde at mit toldmål var for stort!”

Sagnet om Lindormen

Der er mange gamle sagn og eventyr om vandmøller og de folk og væs­ner, der har holdt til der. To af de historier hænger måske sammen?

En gang for længe siden, da de kongelige havde mere forbindelse til Djursland, havde kongen og dronningen den sorg, at de ikke kunne få børn. Kongen var igen draget i krig, og dronningen, der elskede naturen, gik en tur langs Uldum Å og sørgede. Da mødte hun en gammel kone, der spurgte hende, hvorfor hun var ked af det.

– Jeg kan ikke få børn, og kongen vil jo så forfærdelig gerne have en prins til at overtage landet, når han dør.

– Du skal gå ned til mølledammen, og der ser du en rød og en hvid blomst ved bredden, sagde konen.

– Hvis du spiser den røde, får du en datter, og hvis du spiser den hvide, får du en søn. Men spiser du dem begge, sker der en katastrofe!

Allerede samme dag listede dronningen ned til mølledammen og fandt både en rød og en hvid blomst. Hun plukkede dem begge og stod længe uden at kunne bestemme sig for, hvilken én hun skulle spise. Kongen ville gerne have en søn, men hun ville helst have en datter. Det endte med, at hun spiste dem begge to! Nogen tid eft­er, da dronningen stadig boede på Kalø Slot, kom den dag, da hun skulle føde. Hendes hofdamer var samlet omkring hende, og da hun fødte, skreg de alle højt. Dronningen fødte en lindorm, der lå og vred sig i sengen. Hurtigt blev den smidt ud i voldgraven, der var omkring borgen, og alle hofdamer fik besked om aldrig at nævne lindormen over for kongen eller nogen anden. Da lindormen var smidt ud, fødte dronningen så en ganske normal dreng. Alle ånd­ede lettet op. Prinsen var nu blevet 18 år og skulle giftes. Som der er tradition for, var prinsessen fra et fremmed land. Men da kare­ten kørte fra borgen op mod kirken, blev de stoppet af en mægtig lindorm. Den var så stor, at den kunne spærre vejen.

– Du, min bror, får ikke nogen brud, før jeg har fået en, hvæsede lindor­men.

Mens kuske og hofdamer skrækslagne så til, gled lindormen ind i skoven med bruden i munden. Senere fandt nogle jægere en hule i skoven ved Ørnbjerg Mølle. I hulen var der rester af en brudekjole og desværre også blodige rester af et menneske.

Året efter havde prinsen fundet sig en ny brud fra et fjernt land, hvor de ikke havde hørt om katastrofen. Men der skete det samme: På vej mod kirken blev kare­ten stoppet af lindormen, der skreg:

– Du, min bror, får ikke nogen brud, før jeg har fået en!

Igen gled lindormen ind i skoven med bruden mellem tænderne.

Og igen fandt jægerne de blodige rester af bruden i hulen. Kongen blev nu truet med krig af de lande, der havde mistet deres prinsesse på så grusom vis. Og som det før var sket, havde kongen ført landet ud i stor gæld på grund af for mange krige. Nu befalede han, at den yngste mølledatter fra Ørnbjerg Mølle skulle være den næste brud. Hun skulle jo alligevel bare spises af lindormen. Han sendte bud til hendes far om, at brylluppet skulle stå om 7 dage. Mølledatteren blev skrækslagen, da hun fik beskeden, men der var ikke noget at gøre. Kongens ord var lov. Om aftenen gik hun ned til mølledam­men og græd. Nu kom den gamle kone ud af aftentågen til hende og spurgte, hvad der var galt.

– Jeg skal giftes med prinsen, men det er jo bare fordi, lindormen skal tage mig.

– Nu skal du høre, sagde den gamle kone.

– Inden brylluppet tager du syv særke på. Du tager en lille tønde kær­nemælk og et ris af pilekviste og gemmer det under kjolen.

Derefter fortalte den kloge kone, som det jo var, præcis hvad mølle­datteren skulle gøre. Alt skete nu som de andre gange. Kareten blev stoppet af lindormen og bruden blev trukket ind i lindormens hule. Da lindormen skulle til at kaste sig over mølledatteren råbte hun:

– Jeg smider ikke en særk, før du har smidt en ham!

– Det har ingen budt mig før, hvæsede han.

Med stort besvær skød lindormen den yderste ham af og gjorde klar til at angribe. Men da mølledatteren havde smidt den første særk, råbte hun igen:

– Jeg smider ikke min særk før du har smidt en ham!

– Det har ingen budt mig før, skreg lindormen

Nu blev det ved sådan, indtil lindormen havde smidt sin sidste ham, og mølledatteren kun havde én særk på. Men nu var lindor­men svundet ind til en lille lyserød slange, og det var på tide at gøre, som den gamle, kloge kone havde fortalt: Først piskede hun lindor­men til blods, så han skreg af smerte og besvimede. Derefter bad­ede hun ham i kærnemælk og så kom det værste. Hun skulle nu tage sin sidste særk af og lægge sig sammen med lindormen på et leje bagest i hulen. Nu skulle hun falde i søvn, bare i kort tid, men sove skulle hun. Langt om længe lukkede hun øjnene og faldt i søvn af udmattelse. Som de andre gange fandt jægerne frem til hulen og frygtede det syn, der ville møde dem. Men denne dag fandt de et ungt par liggende tæt omslynget på lejet bagest i hulen. Lindormen var forvandlet til den prins, han jo var. Mølledatteren blev gift med prinsen, og de fik deres egen borg og levede lykkeligt til deres dages ende.

Men hov, hvad skete der med prinsen? Ham der sad i kareten og måtte flygte for den rasende lindorm:

Vandstæren ved Ørnbjerg Mølle

Prinsen var faktisk blevet forelsket i den kønne mølledatter, som hans bror jo nu havde fået. Men når han nu ikke kunne få hen­de, kunne han måske få hendes søster! I tide og utide listede han omkring vandmøllen for at se den smukke møllerdatter. Han var selvfølgelig forklædt som fattig jæger, for det ville jo ikke være godt, hvis pigen ville gifte sig med ham, bare fordi han var prins. Til sidst blev hun forelsket i ham, og ved broen over bækken friede han så til hende. To gyldne ringe havde han med, og dem satte han på deres fingre som tegn på evig troskab. Hjemme på borgen blev der stor opstandelse, da kongen opdagede, at hans søn havde givet en ring til en fattig møllerdatter. At broderen så også var gift med en fattig møllerdatter, så han gennem fingre med, fordi hun jo havde red­det hans liv. Det var ikke sjovt for prinsen at ride ud til vandmølle for at hæve forlovelsen, men det var han tvunget til. Kongens ord var lov. Henne ved den samme bro, lige ved mølledammen, fortalte prinsen så, at han alligevel ikke kunne gifte sig med møllerdatteren. Hun tog ringen af og skulle lige til at give den til ham, men i stedet kastede hun den i bækken og prinsen råbte forskrækket:

– Min far kongen har forlangt, at jeg afleverer begge ringe til ham i af­ten, hvad skal jeg nu gøre?

– Du skal selvfølgelig finde den, lød en stemme bag dem.

Der stod den gamle kloge kone, og hun havde en stav i hånden, som hun hævede over sig, mens hun sagde:

– Som straf for din ondskab over for møllerdatteren, skal du for evigt lede efter ringen i bækken.

I samme øjeblik blev prinsen til en vandstær, og du kan den dag i dag se, hvordan den hver vinter leder efter ringen ved hele tiden at dykke ned på bunden af bækken.

Her på Eventurligt finder du et lille udpluk af de fortællinger, der knytter sig til stedet. Udplukket skal ses som en lille smagsprøve på de mange interessante, spændende, sjove og til tider skæve fortællinger, skrøner og sagn, der findes. Fortællingerne er inspiration til, at du selv tager ud og får de store oplevelser, som findes på selv de mindste steder.