Tag på Eventur til Lyø – her møder du landsbyidyl, lykkebringende klokkeklang, sagnet om den overmodige skipper samt historien om Jørgen Lykke.
Denne lille ø i det Sydfynske Øhav har masser at byde på. Med et areal på 6 km2 kan Lyø måske virke lille – men øen danner alligevel hjem for knap 90 personer.
Lyø har et meget varieret landskab, fladt mod vest og bakket mod øst med to frodige tunneldale og med flotte udsigtssteder inde midt fra øen. Den smukke og unikke landsby midt på øen er bevaringsværdig med flere fredede bygninger og gadekær.
Hvis du vil besøge Lyø, skal du tage færgen fra Faaborg. Du kan med fordel tage din cykel med på færgen, så du kan tage en dejlig cykeltur på øen.
Landsbyidyl
Cirka midt på Lyø ligger øens største by – Lyø by. Her har du mulighed for at opleve ægte landsbyidyl. Tag en spadseretur rundt i byen og nyd den hyggelige stemning. På din vej møder du den gamle landsbykirke med en karakteristisk rund kirkegård.
Gå langs de smalle gyder og nyd synet af de mange gamle bindingsværkshuse og de fem smukke gadekær. De fleste af husene stammer fra 1700-tallet, og nogle få er endnu ældre. Når du går en stille spadseretur kan du nærmest mærke historiens vingesus. Kun få steder i landet oplever du et så spændende landsbymiljø, som du oplever på Lyø.
Det berømte klokkeværk – Klokkestenen
Ding, ding, ding!, klinger det, når man forsigtigt slår på Klokkestenens vældige dæksten.
Stendyssen, helt ude for enden ad Vestensvej, hvor Lyøs frugtbare agerland møder strandeng og et skønt blåt hav, er uden tvivl øens, ja, måske endda hele Det Sydfynske øhavs mest kendte og oftest besøgte fortidsminde. Og det ikke uden grund.
Der er en mystik omkring stenens metalliske, klingende lyd, der har givet den det gådefulde navn “Klokkestenen” og har gjort stedet til en ekstra velbesøgt lokalitet – for ingen kan besøge Lyø uden at skulle slå på dækstenen og prøve klokkelyden. De gamle sagn fortæller, det bringer held at slå på stenen. Andre sagn fortæller, at stenen skulle afgive en meget speciel lugt, når man gnider på den med andre sten. De mange slag har gjort, at der i dag på dækstenens østvendte side er nogle store fordybninger.
Den skønne beliggenhed har naturligt gjort, at Klokkestenen er et oplagt pejlemærke og samlingssted for øboerne. Ikke bare for stenalderbygden, men også for Lyøs befolkning i nyere tid. Det var ind til for ganske nylig nemlig tradition, at man på Grundlovsdag samlede sig til folkefest ved Klokkestenen.
Dyssekammeret, der er opført af øens første bønder i den tidlige bondestenalder mellem 3100 og 3500 f.Kr, er smukt og monumentalt placeret på toppen af en højderyg, som strækker sig øst-vest over den dejlige ø i det Sydfynske øhav. Kammeret, der er bygget til offeraktiviteter, gravanlæg, territorial markering samt samlingspunkt for stenalderbygden i området, har også fungeret som markering af vigtige personers status og slægtens magtposition. Med bondestenalderens faste jordbesiddelser og nogenlunde faste bopladser fulgte også nødvendigheden i at vise, hvem der bestemte over bygd og land.
SAGNET OM SKOVENE PÅ LYØ
Ud for Fåborg ligger en lille ø, der hedder Lyø. Den var før i tiden helt beklædt med store træer, der dannede et godt ly for skibene i storm, og derfor fik den navnet Lyø. Men alle disse træer blev ødelagt ved en skippers uforsigtighed:
Det var i de gamle dage, da ingen kendte motor eller dampskibe, og hvor skipperne alle sejlede med sejlskibe. De var derfor meget mere afhængige af vejret end nu til dags, og når der ingen vind blæste, måtte de ofte i lange tider ligge og drive og kunne ingen steder komme.
Så var der engang en skipper, der skulle på langfart med sit skib. Før han drog hjemmefra, gav hans gamle moder ham et stykke snor med tre knuder på.
»Når du løser den første knude, begynder det at blæse op,« forklarede hun, »og løser du den anden knude, bliver vinden så stærk, at den vil drive dig af sted for fulde sejl. Men pas godt på ikke at løse den sidste knude, for da bryder en frygtelig storm løs.«
Skipperen takkede mange gange og lovede at være forsigtig med at bruge snoren. Så sagde han farvel og drog af sted.
Da han kom om bord på skibet, var det blikstille. Han løste derfor den første knude, og på den måde fik han god vind til at komme ud af havnen.
Ude i rum sø fik han lyst til at sejle endnu hurtigere, og han tog derfor snoren op af sin lomme og løste den anden knude.
Straks blæste det op, og skibet skød hurtigt hen over bølgerne.
»Det går jo storartet,« sagde skipperen til sig selv, da han var kommet hen i nærheden af Lyø, »men jeg kunne nu alligevel godt lide at vise alle mennesker, at mit skib er det hurtigste her i verden,« og så løste han den sidste knude på snoren uden at tænke over, hvad hans moder havde sagt til ham.
Men straks, da knuden var løst, brød et forfærdeligt uvejr løs. Stormen for hylende henover havet, og alle de store træer på Lyø blev rykket op med rode.
Skibet blev længe kastet rundt af bølgerne, og til sidst gik det under med mand og mus.
JØRGEN LYKKE FRA LYØ
PÅ Lyø Mark gik der engang en lille, fattig hyrdedreng og vogtede sin husbonds får.
En morgen ganske tidlig sad Jørgen, det var hyrdedrengens navn, ved foden af en høj og morede sig med at lave en fløjte af en pilegren.
Pludselig fik han øje på en stor ørn, der langsomt fløj rundt og rundt lige over hans hoved.
»Den er nok ude efter bytte,« tænkte Jørgen og rejste sig for bedre at kunne se.
Da fik han øje på en hare, der med angstfulde øjne dukkede sig ned i marken, og han forstod, at det var den, ørnen vilde have fat i.
Nu var Jørgen en god dreng, der ikke kunne tåle at se nogen lide ondt, hverken mennesker eller dyr, og derfor løb han hen for at hjælpe den stakkels hare.
Han var næppe kommet derhen, før ørnen slog ned for at gribe sit bytte. Men i det samme sprang Jørgen ind på den og gav den sådan et slag med sin pilegren, at den hurtigst muligt tog flugten.
Jørgen stod og så den store fugl forsvinde bag skovene på Hvedholm, og så vendte han sig for at se, hvordan det gik med haren.
Til hans store forbavselse var haren borte, men på samme sted stod der en lille mand med et langt, hvidt skæg, en fin kåbe og med en lille guldkrone på hovedet.
Jørgen stirrede forundret på puslingen, men denne smilede venligt til ham og sagde:
»Du har frelst mit liv, Jørgen; til gengæld vil jeg opfylde et ønske for dig. Hvad ønsker du, sig kun frem?«
»Vil du opfylde et ønske for mig?« gentog Jørgen. »Ja, bare jeg nu vidste, hvad jeg skulle ønske mig. Lad mig se. »Tænk dig nu godt om, Jørgen,« sagde den lille mand. »Jeg kan kun opfylde et ønske for dig, så find nu på noget, der kan gøre dig lykkelig.«
»Lykkelig,« mumlede Jørgen. »Der gav du mig en god idé. Jeg vil derfor ønske, at jeg må være lykkelig i alt, hvad jeg foretager mig.«
»Hm,« sagde dværgen, »det var et stort ønske. Men jeg har lovet dig at opfylde det, og jeg vil holde mit ord.«
Næppe havde han sagt det, før han var forsvundet.
»Det var da mærkeligt, hvor mon han blev af?« sagde Jørgen til sig selv. Men da dværgen ikke kom igen, satte han sig hen på højen og gav sig til at snitte videre på sin fløjte.
Da den var færdig, prøvede han at spille på den, og til hans store forbavselse kunne han straks spille alle de melodier, han kendte, og det endda så smukt, som han aldrig før havde hørt det.
»Mon det skulle være dværgens Løfte, der er gået i opfyldelse?« tænkte han. »Ja, bare det var, og gid jeg kunne have samme lykke med alt, jeg foretager mig.«
Om aftenen drev Jørgen sine får hjem, og næste morgen havde han allerede glemt dværgen og hans løfte.
Men han havde nu alligevel lykken med sig. Hans får var aldrig syge, og de fik dobbelt så meget uld som Året før. Det var hans husbond jo glad for, og han roste Jørgen og gav ham det dobbelte i løn.
Men så døde husbonden, og Jørgen fik plads hos en anden bonde.
Her var han ikke så glad for at være, for hans nye husbond var gerrig og ondskabsfuld, og Jørgen fik ofte ufortjent skænd.
En efterårsdag sad Jørgen helt nede ved stranden og vogtede fårene.
Det var en frygtelig storm, og bølgerne slog langt ind på kysten.
Pludselig fik Jørgen øje på et skib, der blev hugget frem og tilbage af bølgerne.
»Bare det dog ikke går under,« tænkte han.
I det samme så han, at en båd blev sat ud fra skibet, og i den sad tre personer.
»Nu gælder det om, de ikke støder på det undersøiske skær,« tænkte Jørgen og fulgte med øjnene spændt den lille båd, der hoppede op og ned på det store, oprørte hav.
Men da lød der et højt skrig ude fra Havet. Det var båden, der var stødt på skæret og blev knust, mens de ulykkelige mennesker blev slynget ud i bølgerne.
De to af dem forsvandt straks, men Jørgen så, at den tredje af dem havde fået fat i et stykke af bagstavnen og nu søgte at frelse sit liv ved at klynge sig til den.
Jørgen var en rask og modig dreng, og da han så et menneske i livsfare, tøvede han ikke, men styrtede sig straks i bølgerne og svømmede henimod den fremmede.
Han var en god svømmer, og det varede ikke længe, før han nåede derhen og fik fat i den skibbrudne.
»Hold fast i mig,« råbte han, og mens den fremmede klyngede sig til ham, svømmede Jørgen af alle kræfter tilbage til kysten og nåede den uden uheld.
Den skibbrudne var en middelalderlig, smuk mand, og man kunne se på hans kostbare klæder og smykker, at det måtte være en meget fornem person.
Så snart han var kommet i land, trak han en tung pung op af lommen og rakte den til Jørgen. »Tag den, du tapre dreng, fordi du frelste mit liv,« sagde han.
»Nej tak, gode Herre,« svarede Jørgen beskedent, »behold Eders penge. Jeg vil med glæde hjælpe ethvert menneske, jeg ser i nød, men jeg vil ikke ødelægge min glæde ved at tage betaling derfor.«
Den fremmede betragtede forundret Jørgen, så smilede han venligt til ham og spurgte: »Hvor bor dine forældre, min dreng; thi vil du ikke tage imod en belønning, så kan jeg i det mindste prøve på at give dem noget.«
»Mine forældre er døde,« svarede Jørgen. »Jeg har hverken ven eller fjende i denne verden.«
»Du tager fejl, min dreng,« svarede den venlige fremmede. »En ven har du nu, og det skal du snart få at føle. Vil du træde i min tjeneste, så skal jeg love dig, at du aldrig skal komme til at fortryde det.«
»Ja, det vil jeg gerne, Herre,« svarede Jørgen.
Jørgen gik så op og sagde farvel til sin husbond, pakkede sine få, fattige ejendele sammen og drog med sin nye Herre ud i den vide verden, hvor han snart vandt både hæder og ære. Således gik hans ønske i opfyldelse, og til minde herom kaldte han sig Jørgen Lykke.
Her på Eventurligt finder du et lille udpluk af de fortællinger, der knytter sig til stedet. Udplukket skal ses som en lille smagsprøve på de mange interessante, spændende, sjove og til tider skæve fortællinger, skrøner og sagn, der findes. Fortællingerne er inspiration til, at du selv tager ud og får de store oplevelser, som findes på selv de mindste steder.
Bedøm os og skriv en Anmeldelse
Eventurlige Steder i nærheden
