Tag på Eventur til byen med det fornemme navn, se resterne af slottet og gå tur langs den snoede Gudenå, som (måske) blev til blev til under en hæsblæsende bortførelse af den skønne Else, og derefter opkaldt efter selve bortføreren.
Silkehuen
Til Silkeborg Slot knytter et sagn om, hvorledes Silkeborg fik sit navn: Bispen Hr. Peder ville bygge sig en gård ved de frodige landskaber langs søerne. Han vidste dog ikke, hvor han skulle opføre sin borg, men en dag, hvor han var ude og sejle på Gudenåen, tog han sin silkehue af og lod den flyde på vandet. ”Hvor huen flyder i land, vil jeg opføre min gård, og kalde den for Silkeborg,” sagde bispen og således fik Silkeborg sit navn.
Selvom det er rigtigt, at Silkeborg gennem lange perioder var ejet af Århus-bisperne, er sagnet om Silkehuen nok ikke korrekt. Forleddet “silke” stammer formodentlig fra det oldnordiske selja, der både kan betyde en bestemt type piletræ, der vokser i sumpet terræn, eller betyde stillestående eller langsomt flydende vand. Navnet Silkeborg betyder i så fald “borgen ved det stillestående vand”. En anden tolkning foreslår, at ordet skal forstås som et poetisk og rosende navn som f.eks. “Guldborg”.
Silkeborg Byvåben
Da Silkeborg blev købstad i år 1900, skulle byen naturligvis have et byvåben. Kommunalbestyrelsen valgte et byvåben tegnet af arkitekt Anton Rosen, der tog udgangspunkt i sagnet om bisp Peder og Silkeborg Slot. Motivet er et skjold med en bispehue øverst, i midten en borg og nederst Gudenåen.
Silkeborg Slot
Silkeborg er en af de få byer, der har en præcis dato på sin grundlæggelse, idet den er oprettet som handelsplads ved kongelig resolution den 7. januar 1846. Silkeborg er dog langt ældre, og som navnet antyder, rummer byen også rester af en borg eller et slot med rødder tilbage i middelalderen, hvor Silkeborg på skift var ejet af adelspersoner, bisper og konger.
Silkeborg Slot lå på et fremskudt næs, hvor Remstrup Å, som denne del af Gudenåen hedder, flyder ud i Silkeborg Langsø.
Kongens jagter
I 1500- og 1600-tallet var de udstrakte og vildtrige Silkeborgskove et yndet jagtområde for de skiftende danske konger og deres hof. Sideløbende med funktionen som administrationscentrum for Silkeborg Len kom Silkeborg Slot derfor også til at fungere som en eksklusiv jagtbolig i den øde og vildsomme natur. Foruden Silkeborg Slot havde kongen også mindre jagtboliger i Kragelund, Tvilum og Løgager, ligesom Øm Klosters bygninger også blev anvendt som jagtslot af Frederik II.
Jagtbyttet var alsidigt, men især vildsvinet var et eftertragtet bytte. I 1581 lod Frederik II derfor 21 vildsvin udsætte i de midtjyske skove for at fremme bestanden. Bønderne var ikke glade for denne form for vildtpleje, da vildsvinene ødelagde markerne, spiste tamsvinenes føde og formerede sig med de udsatte, tamme oldensvin. Men bønderne kunne intet gøre. Vildsvinet var så at sige fredet med henblik på de kongelige jagter.
Sagnet om Gudenåens navn
Der var en ustyrlig fyr, der hed Gudar, der engang røvede en pige i Tinnet Krat, hvor åen har sit udspring.
Han bandt hende til en kærre og ville bortføre hende. For at undgå at eventuelle forfølgere skulle finde dem, styrede han hesten i indviklede sving og slyngninger, da de kørte væk.
Pigens far henvendte sig til en klog mand i Tørring om hjælp til at fange pigerøveren. Først sendte den kloge mand ilden efter Gudar, fordi ilden er hurtigst, men den kloge mand kunne ikke styre ilden og brændte sine fingre. Så måtte han sende vandet! Han kaldte derfor alle bække og kilder sammen, og frådende fulgte denne vandmasse Gudars spor i alle dets slyngninger og rev jorden op, så der blev dannet store dale.
Vandet nåede Gudar ved Randers fjord, og Gudar og hesten druknede, imens pigen – den skønne Else, kom fri. Og sådan gik det ifølge sagnet til, at Gudenåen blev dannet og fik navn efter den ustyrlige pigerøver Gudar.
Gudenåens historie
Den mest naturlige forklaring på Gudenåens navn er den guddommelige livgivende værdi.
Man sagde også, at åen var “viet til guderne”. Det fortælles, at man nærmest kunne tage fiskene op med de bare hænder. Dog er det højst sandsynligvis en skrøne, at tjenestefolk på gårdene ved deres ansættelse betingede sig, at de kun ville have laks et par gange om ugen.
Den 160 km lange Gudenå har været livsgrundlag for masser af mennesker helt tilbage fra stenalderen.
Gudenåen er født under den sidste istid for 15.000 år siden, hvor isen og smeltevandsfloder dannede tunneldalene. Dengang løb vandet mod vest og nord. Senere løb vandet den anden vej gennem en række af disse tunneldale.
Gudenåen starter som en boblende kilde i Tinnet Krat på toppen af Den Jyske Højderyg. Ikke langt derfra starter Skjernåen. De lange søer udfylder tunneldale, mens andre søer er dannet i såkaldte dødishuller.
De stammer fra store isklumper, der er blevet dækket af jord og herved har holdt sig nogen tid, før de faldt sammen som en is-surprise!
Åerne og søerne har siden Arilds tid været transportvej og spisekammer for gode danske folk.
Desuden blev åens vandkraft udnyttet allerede i 1200-tallet på klostrene og senere til mølleri af forskellig slags.
Pramdragerne
Som transportvej var Gudenåen uhyre vigtig.
Trækstien – eller Pramdragerstien – langs Gudenåen er skabt af pramfarten, der havde sin storhedstid i anden halvdel af 1800-tallet, hvor op mod 200 pramme fragtede varer mellem Silkeborg og Randers
I mange hundrede år var Gudenåen den vigtigste transportvej fra Randers til det indre Jylland. Transporten foregik med fladbundede pramme, såkaldte kåge. Prammene var lastet med op til 25 tons papir, mursten, tørv, kalk, tov og lignende.
Silkeborg blev til, fordi man kunne få varer til og fra byen ad åen. Papirfabrikken blev bygget i 1845. Derefter voksede Silkeborg op, hvor der før kun var et stort sammenhængende skovområde.
Der blev også flådet tømmer nedstrøms.
I 1861 blev hjuldamperen Hjejlen slæbt op ad åen i et forsøg på at motorisere transporten på søerne. Det viste sig, at pramme, eller kåger, som de også kaldtes, var bedst på åen. Hjejlen kom efterfølgende til at sejle på søerne som turbåd.
Med Silkeborgs opståen blev handelen større, også undervejs på ruten. Livet på kroerne blomstrede op, bl.a. fordi pramdragerne sagde “Opp mæ a pramm og nier mæ æ dram”. Deres hårde liv var dog nok ikke særligt misundelsesværdigt.
Flere steder kan du opleve kulturhistoriske spor efter pramdragerkulturen. De historiske kroer, fx Svostrup og Kongensbro, der næsten uden undtagelse ligger ved vigtige overfartssteder over åen.
– æ swot man, der er én af de pæle, som pramdragerne brugte til at styre prammene med i åens sving.
– en pram fra begyndelsen af 1900-tallet beliggende ved Energimuseet.
– samt jernskulpturen Pramdrageren skabt af kunsterne Erik Heide i Langå.
Her på Eventurligt finder du et lille udpluk af de fortællinger, der knytter sig til stedet. Udplukket skal ses som en lille smagsprøve på de mange interessante, spændende, sjove og til tider skæve fortællinger, skrøner og sagn, der findes. Fortællingerne er inspiration til, at du selv tager ud og får de store oplevelser, som findes selv på de mindste steder.
Bedøm os og skriv en Anmeldelse
