Tag på Eventur til Borrevejle Skov og få historien om den snedige røverfamilie.
Borrevejle skov ligger tæt på godset Lindholm ved den inderste krog af Lejre Vig. I gamle dage levede her et hæsligt kvindemenneske kaldet Thyre, med tilnavnet „Boløkse”. Hun havde tolv sønner, først den ældste med en os ubekendt mand og derefter fik hun — nogle år senere — hen ad vejen de andre elleve, som den ældste søn vist var far til.
Til daglig så folk ikke meget til de tolv sønner, som åbenbart alle havde valgt at ernære sig ved røveri, for de holdt mestendels til i en stor hule, som kaldtes „Thyre Boløkses hul”. Der var spændt et sindrigt system af snore over vejene i skoven. De endte alle nede i røverhulen, og der var bundet en lille klokke til hver af dem. Når så godtfolk kom kørende, ridende eller gående i mørke eller tusmørke, løb de på trådene og fik derved klokkerne i hulen til at ringe. Det hørte røverne og kom prompte farende og overfaldt dem, der havde udløst alarmen. Hvis det var folk, som kunne formodes at have noget af interesse på sig, blev de udplyndret, og prøvede de at sætte sig til modværge, blev de uden mange omsvøb dræbt og gravet ned et sted i skoven. Røverne kunne også nok få lyst til at gantes med særligt kønne kvindelige rejsende, som faldt i deres kløer.
Det er Fanden gale mig løgn!
Thyre Boløkse holdt af at sidde foran indgangen til familiebandens hule, og ved slige lejligheder bappede hun gerne på en kort kridtpibe. Hun havde det også med at slentre lidt rundt i skoven, og når hun løb på fremmede, sagde hun gerne til dem: „Man siger, at der er røvere i denne skov, men det er Fanden gale mig løgn!”
En dag gik en karl fra godset Lindholm i skoven og slog stød fra fældede træer op med en mukkert og et brækjern. Thyre kom forbi. Hun stillede sig op, iagttog karlen lidt og spurgte så: „Kan du slå mig lidt ild til min pibe?” Karlen var udmærket klar over, hvem den gamle kælling var. Han var også klar over, at han nok ganske snart kunne vente, at Thyres sønner kom og aflagde en visit, som næppe blev morsom for ham og derfor ej heller var værd at vente på. Konen satte sig hen på stødet, som karlen var ved at hugge fri. Han greb da det lange brækjern og drev det ned gennem konens pjalter, så hun på den måde blev spiddet fast til jorden. Hun fik straks hånden ned i en lomme og trak en lille sølvfløjte (en såkaldt „sølvpibe”) frem. Inden hun imidlertid kunne nå at blæse i den, rev karlen fløjten fra hende og puttede den i sin egen lomme. Så bandt han hendes hænder sammen og viklede noget af damens tøj om hendes hoved, så hun ikke kunne at råbe om hjælp. Derefter skyndte han sig til Lindholm og fik alarmeret folkene.
Bevæbnede med leer, høtyve og andre håndvåben fulgte de efter ham ud i skoven. De løb ned til røverhulen, som de omringede, og karlen piftede i Thyres sølvpibe.
Et øjeblik efter kom røverne ud ad den smalle indgang, en efter en, og de blev på tur overmandede, bastet og bundet. I mellemtiden var nogle kærrer fra Lindholm nået frem. På dem blev samtlige røvere smidt op, og sluttelig slog man vejen omkring den svinebundne Thyre, som også kom med på læsset.
På hjul og stejle – til skræk og advarsel
Hele banden blev kørt til Roskilde, hvor de blev sat i fængsel. Thyre og de elleve af sønnerne blev straks dømt til døden. Den tolvte søn var en knægt på bare 15 år. Ham ville øvrigheden benåde, men knægten insisterede på at blive henrettet sammen med resten af sin familie. Det skete da, som han ønskede det, og efter henrettelsen blev de alle kørt tilbage til røverhulen og lagt på hjul og stejle foran indgangen – til skræk og advarsel for andre ligesindede. Forinden havde folkene dog gennemgået hulen, og i den fandt man så mange tyvekoster, at de måtte køres bort på 25 vogne.
Thyres hul er stadig kendeligt, og det skal være mindre behageligt at køre der forbi om natten i hestevogn, for vognen bliver pludselig så tung, at hestene knapt kan trække den. En bondemand, som oplevede dette, sprang af vognen og løb hen foran hestene, greb fat i hovedtøjet på den fjermer hest. (Det vil sige den hest i et tospand, som er længst fra kusken, når han går på venstre side af vognen) – altså hesten til højre. Kusken kiggede gennem hovedtøjet hen på vognen, og i den så han Thyre og alle hendes sønner, som sad og gjorde sig lystige over ham. Det var en ret kæk bondemand, så han slog uden videre det ene baghjul af vognen og kastede det op mellem det spøgende røverpak. Så sprang han selv op og satte sig på kuskesædet. Bonden hyppede derefter på hestene og lod nok også pisken knalde over deres rygge et par gange.
Dyrene satte derfor ret brat i gang, og i rask løb trak de af sted med vognen, som skumplende og slingrende bag efter dem. På den måde gik det tilbage til bondemandens gård, og spøgelserne måtte bene af sted ved siden af vognen og bære akslen oppe, for sådan står det nu engang skrevet i vedtægterne for gespenster, at de skal. Hjemme bakkede han bagenden af vognen ud i møddingpølen, hvorefter han spændte hestene fra og satte dem på stald. Så gik han selv til ro. Da solen stod op over møddingen, lød der et rungende brøl fra vognen, der kippede ned til den ene side, medens tretten skygger ilede af sted tilbage mod Thyres hul. Det var astrallegemerne af den grumme røverkælling og hendes tolv sønner.
Her på Eventurligt finder du et lille udpluk af de fortællinger, der knytter sig til stedet. Udplukket skal ses som en lille smagsprøve på de mange interessante, spændende, sjove og til tider skæve fortællinger, skrøner og sagn, der findes. Fortællingerne er inspiration til, at du selv tager ud og får de store oplevelser, som findes på selv de mindste steder.
Bedøm os og skriv en Anmeldelse
